Den dag jeg ikke er bange mere.

Jeg gad godt at hoppe ind i hjerne på et andte menneske, for at se hvordan andre tænker og ser verdenen.
Jeg ved jeg tænker anderledes og ser verden på en mere skræmmende måde, end størstedelen af alle andre. Men hvordan? Hvorfor? Jeg ved jeg ser verden anderledes, fordi jeg er autist, men hvorfor er jeg det?
Jeg lever hver dag, med en frygt for den verden vi lever i, og hvad der sker når vi ikke lever mere. Jeg bryder mig ikke om at være her og jeg er bange. Når alting virker så falsk og forkert. Jeg forstår ikke denne verden. Hvorfor vi er her, hvorfor jeg er her. Her er ikke rart. Min mor passer så godt på mig, men hvad gør jeg, når hun ikke er der, til at passe på mig mere? Er jeg blevet mere glad for at være til, til den tid?
Jeg håber at jeg en dag, blivere gladere for at være her og ikke tænker så meget på, hvad der sker med mig, når jeg så en dag ikke er her mere.
Jeg kan ikke forstille mig, ikke at tænke, mindst en gang hver dag, på hvad der sker når min mor dør, når jeg bliver voksen og hvad der sker når jeg selv dør.
For mig er det helt syrealistisk, at der går mennesker rundt, som ikke tænker på det.
Jeg glæder mig til den dag jeg ikke er bange mere, men kommer den?