Jeg har lært mig selv alt.

Jeg har lært mig selv, alt det jeg kan. Jeg ved jeg kan en masse, ihvertfald iforhold til mig diagnose. Det er jeg stolt af! Jeg er stolt af at jeg kan de ting jeg kan, at jeg har et udmærket sprog, udtale og skrive evner.
At forstå folks følelser, at selv at kunne udvise følelser, forstå ironi. Alt det det som folk med min diagnose, for det meste ikke kan, det har jeg lært mig selv. Jeg har fundet mine måder, at tilpasse mig ind i det her samfund.
Jeg har kæmpet røven ud af bukserne, for at sige det som det er, lige siden jeg var helt lille, for at finde ud af og kunne forstå hvorfor folk gør som de gør. Jeg har brugt, og bruger stadig, så lang tid på, at finde ud af hvorfor folk gør og siger, som de gør.
Det er så tit, at jeg slet ikke kan hverken forstå eller følge med, i de ting der sker rundt omkring mig. Men jeg følger bare med flokken og gør bare som dem. Jeg har dog så også lært, at man ikke med alt behøver at følge med flokken. Men det der når folk bare kommer hen og vil sludre lidt hurtigt med mig, selvom det er folk man endeligt ikke snakker så tit med, ja så svare jeg da bare på de der små intet sigende sætninger som. "går det godt?" "hvad laver du fortiden?" "Hvad med din mor?" Alt det der, jamen der har jeg da lært at man bare skal stå og smile og svare.
Så ja, ja jeg kan mere end de fleste med min diagnose, haft svært evd at lære de ting og de ting der kommer naturligt for andre, er ikke kommet det for mig. Jeg har skulle lære alt fra bunden og det err det jeg har gjort.