fredag den 21. december 2012

Det længe siden.

Det længe siden jeg har skrevet, men jeg trænger lidt til det lige nu.
Jeg er så træt af, ja, det hele. Jeg vil fortæller jer en lille historie.

I August skulle jeg (som de fleste andre unge) starte i skole. Skulle starte i 10 klasse. Det startede med at man skulle komme på sådan en camp, hvor man var fra mandag-onsdag. Og ja, lad os sige det sådan her. Det gik ikke så godt. Der var for meget larm og det vi lavede, var alt sådan noget jeg ikke forstå. Og der blev konstant sagt ting som. "Man kan hvad man vil" "vi står sammen" "Man bestemmer selv om man skal være heldig eller uheldig " OSV. OSV.
Jeg ville bare hjem og efter en ekstremt lang kamp, kom jeg det. Torsdag skulle jeg så i skole, rigtig skole, troede jeg. Det var bare en fortsættelse af den camp, og da jeg så fandt ud af, at vores rektor var et arrogant svin. Blev det for meget. Jeg blev trukket ud af skolen og fik et sabbat år. Et halvt år er nu gået, men der slemme er, at de ikke har fundet et nyt sted til mig. Jeg bor i Sønderborg, hvor mulighederne ikke er så store, og den mulighed der var, som hedder STU kan jeg ikke komme ind på, fordi de mener jeg er for dygtig. Jeg vil bare gerne have næste år sikret. Jeg vil bare gerne vide hvad jeg skal. Det er hårdt bare at stå standby, for at se hvad kommunen finder ud af. Men sådan er det vel bare, jeg havde bare brug for at komme af med det. Det gør ondt i mig at tænke på, at der ikke er noget sted jeg kan værre........
Jeg har brug for at vide at jeg er i trygge hænder, bare for en gang skyld.

lørdag den 29. september 2012

Flere muligheder i København.

Nogle gange, så ville jeg bare gerne smide det hele på gulvet. Bare sige "fuck det" og flytte til Købehavn.
Der er så mange flere muligheder for autister som mig i København, end der er her i Sønderborg. Her er ingen ting. Der er ingen særlige skoler, et tilbud om et sted med andre autister i fritiden, Der er 4 skoler, hvor jeg måske kan få en plads, hvor der er andre med autisme, men det er ikke engang sikkert. Jeg kan ikke komme nogle steder hen, som ikke er en del af kommunen, fordi det ville koste for mange penge.
Jeg har bare brug for, at der er tilbud til mig, inde for skole, fritid, arbejde. Jeg har brug for at der er et system, som kan tage hånd om mig. Den eneste som rigtig hjælper mig, så meget som det nu er muligt hun kan, det er min mor. Hun har jo bare ingen erfaring inde for mit handicap, og det er jo det jeg har brug for. JEg har brug for noget hjælp til hvad jeg skal gøre, og hvor jeg skal gøre af mig selv.

søndag den 16. september 2012

Jeg er så vred på dig!

Jeg er så vred på dig!, så vred har jeg aldrig været før. Du har irriteret mig mange gange, gjort mig tur så tit, skuffet mig til utallige tider. Men er min grænse mondt nået nu? Er du gået for langt denne gang?
Jeg er vred, indebrandt, sur, skuffet og ked af det. Jeg kan ikke sige jeg hader dig, for det tror jeg ikke jeg kan. Men gider jeg være i nærheden af dig? Nej, gider jeg at du kontakter mig? Nej. Jeg er så træt af dig lige nu, at jeg bare vil have dig til, at holde dig væk fra mig i et godt stykke tid.
Du virker så ligeglad med alt hvad der er med mig, som om jeg ikke betyder noget for dig. Du hjælper aldrig til, til er aldrig interasseret i at høre om hvordan det går. Sidst var en golfturing vigtigere end mig. Men værst af alt. Du kan ikke gøre noget for mig, fordi dit had til min mor er for stor, til at når hun spørger dig om hjælp, så mener du bare det er fordi, at du skal gøre noget for hende!?
Kunne det være det betød noget for mig at få lidt lommepenge, nu hvor det ikke er muligt for mig at få et job, og det heller ikke er muligt for mor? Kunne det være, at jeg ville blive glad for, at du tog til et gratis kursus, for at lære mere om autisme? Kunne det være, at det kunne være godt for mig, at du bare kom her hjem en gang imellem, nu hvor jeg ikke er så glad for at komme så meget ud af huset og ikke er så glad for mange mennesker på en gang.
Det kunne være rart, hvis du bare, bare, bare var en far jeg kunne være stolt af.

mandag den 10. september 2012

Sabbat år.

Det så underligt at tænke på. Et helt år, helt uden skole.
Ikke at skulle stå op kl. 07:00 For at side og bruge overdrevet mange krafter i skolen. hvor krafterne ikke engang bliver brugt på skolen i sig selv, men på ligegyldige ting, som at passe ind.
Jeg er så lykkelig for ikke at skulle tilbage til 10. Klasse. At jeg får tiden til at slappe af og lære om mig selv. Til foråret næste år, skal jeg måske i praktik, det glæder jeg mig til at prøve. Jeg ved ikke hvornår præcist, eller hvor.
Næste skole år, skal jeg gå på en skole, hvor jeg skal få det meget nemmere, end på normale skoler.
Jeg skal skrive en form for ansøgning. Det er en ren beskrivelse af ig selv nærmest, hvor de ud fra det skal se hvor jeg passer bedst ind.

søndag den 26. august 2012

Tænk at der er gået et helt år.

Et helt år. Med indlæggelse, psykologer, test's, prøver, medicin og meget mere. Et helt år og her står jeg med svaret. Det tog 11 måneder, før nogen kunne give mig svaret, fortælle mig hvad der er galt. Idag er det et år siden jeg blev indlagt, som var den størstefejl nogen sinde. Jeg blev udskrevet efter en uge, med sætningen. "Du er bare lidt ked af det" Og her står jeg så, et år senere, med en diagnose.
Det er så underligt at tænke på.
Jeg tænker meget her for tiden, på alt bare. Nu hvor jeg ikke går i skole, går det meste af tiden jo bare med at tænke.
Har allerede været væk fra skole i en hel uge. Jeg håber virkelig de finder en ny, for jeg vil ikke talbage, efter så lang tid, hvor jeg har mistet starten af året.
Vil også bare gerne et sted hen, hvor jeg ikke behøver særbehandling, men min behandling er den samme som de fleste andres.

onsdag den 22. august 2012

Billeder af min veninde.

Var ude at tage billeder, af min søde veninde Rikke igår. Jeg synes selv nogle af dem blev ret gode, så nu vil jeg lige sætte dem her inde.





Ingen skole.

Nogen ville sige "Fedt du bare sådan får fri i en uge!" Men jeg får jo ikke bare sådan fri? Jeg går ikke i skole i denne uge, fordi kommunen forsøger at finde en ny skole til mig, en skole for autister. Men det bliver svært. De Fleste af den slags skoler, er enten efterskoler, eller har ikke et niveu, som er højt nok til mig.
Det er ikke rart bare at rende rundt her hjemme og stå standby. Jeg håber sådan de finder en skole, hvor jeg kan passe "bedre" ind og hvor de har bedre undervisningsmetoder og tilbud, som passer mere til mig.
Det kunne også være rigtig rart, at være inærheden, af mennesker, der har det ligesom mig.
Jeg har ikke så meget at lave her hjemme, jeg er ret så restløs, da jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg skal give mig til. Jeg laver ikke rigtig andet end at skrive, se tv, spille og sådan.
Jeg ved godt jeg måske bare kunne løfte min federøv og foretage mig noget, men der er ikke noget jeg har lyst til.
Jeg håber bare de har et sted til mig.