Et liv af plastik, et liv hvor alt virker falskt, et liv, hvor jeg ikke tror jeg eksistere rigtigt, et liv som en lille dukke. En lille dukke, som aldrig vokser op.
Jeg er så lille, så lille og skrøbelig. Jeg har brug for hjælp, jeg har brug for en til at fortælle min eger, at hun skal passe bedre på mig, ellers så mister hun mig måske.
Jeg har aldrig været super godt passet på, men min egers mor har gjordt meget for mig, hun har holdt mig ved lige og leget med mig.
Jeg er glad for at mit dukke hus er stort, så føler jeg mig ikke så fanget, som jeg har gjort før.
Jeg er glad for, at jeg har flere til at passe på mig nu, som opfylder mine behov.
Mange har revet mine små dukke dele fra hinanden, hvor der så er andre der er kommet og samlet mig igen. Lige nu, mangler jeg stadig nogle små dele, men der bliver arbejdet på at samle mig, så jeg kan fungere optimalt.
Jeg er lille, jeg er en dukke, jeg er lavet af plastic, men jeg har stadig brug for beskyttelse og kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar