Tænk at der er gået et helt år.

Et helt år. Med indlæggelse, psykologer, test's, prøver, medicin og meget mere. Et helt år og her står jeg med svaret. Det tog 11 måneder, før nogen kunne give mig svaret, fortælle mig hvad der er galt. Idag er det et år siden jeg blev indlagt, som var den størstefejl nogen sinde. Jeg blev udskrevet efter en uge, med sætningen. "Du er bare lidt ked af det" Og her står jeg så, et år senere, med en diagnose.
Det er så underligt at tænke på.
Jeg tænker meget her for tiden, på alt bare. Nu hvor jeg ikke går i skole, går det meste af tiden jo bare med at tænke.
Har allerede været væk fra skole i en hel uge. Jeg håber virkelig de finder en ny, for jeg vil ikke talbage, efter så lang tid, hvor jeg har mistet starten af året.
Vil også bare gerne et sted hen, hvor jeg ikke behøver særbehandling, men min behandling er den samme som de fleste andres.

Billeder af min veninde.

Var ude at tage billeder, af min søde veninde Rikke igår. Jeg synes selv nogle af dem blev ret gode, så nu vil jeg lige sætte dem her inde.

Ingen skole.

Nogen ville sige "Fedt du bare sådan får fri i en uge!" Men jeg får jo ikke bare sådan fri? Jeg går ikke i skole i denne uge, fordi kommunen forsøger at finde en ny skole til mig, en skole for autister. Men det bliver svært. De Fleste af den slags skoler, er enten efterskoler, eller har ikke et niveu, som er højt nok til mig.
Det er ikke rart bare at rende rundt her hjemme og stå standby. Jeg håber sådan de finder en skole, hvor jeg kan passe "bedre" ind og hvor de har bedre undervisningsmetoder og tilbud, som passer mere til mig.
Det kunne også være rigtig rart, at være inærheden, af mennesker, der har det ligesom mig.
Jeg har ikke så meget at lave her hjemme, jeg er ret så restløs, da jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg skal give mig til. Jeg laver ikke rigtig andet end at skrive, se tv, spille og sådan.
Jeg ved godt jeg måske bare kunne løfte min federøv og foretage mig noget, men der er ikke noget jeg har lyst til.
Jeg håber bare de har et sted til mig.

En alt for lang kamp, pga. ingenting.

Jepjep, så skulle man på "rystesammen camp" med skolen. 3 dage, med masser af mennesker, larm og leg. Min mor havde informeret vores rektor, om alt. Men lykkedes det ham at lytte, nope.
Jeg SKULLE med til denne her camp, fordi jeg selv ville. Jeg vidste godt at jeg ikke kunne holde til 3 dage, med så mange mennesker og så meget gang i den. Det kan mit hovde slet ikke klare. Men jeg ville møde menneskerne, alle de søde drenge og piger. Og jeg kunne jo bare komme hjem, jeg skulle jo bare sige til når jeg ikke kunne mere.
Vi startede mandag, kl. 9 om morgnen. Og vi var først førdige kl. 22 og tro mig, vi lavede noget, hele tiden!
Jeg var ikke så meget for det vi lavede, da de ikke gav nogen mening for mig, musikken var for høj, det var for meget råben og vores teamleder, var jeg heller ikke så megete for, da hun var aaaalt for munter for min smag.
Men de andre elever var så søde. Og det var jo de jeg kom for, for at møde søde mennesker. Det lykkedes!
Men glæden var desværre kort. For nu følger vi lige min tirsdag, som ikke lige gik som planlagt.

kl. 7 Jeg vågner og bestemmer mig for, at idag skal jeg hjem. Dagen for inden havde været meget lang og jeg kunne på ingenmåde forvente af mig selv, at jeg ville kunne holde til så meget igen.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle hjem kl. 13 da det hverken var for tidligt eller forsent.

kl. 9.30 siger jeg til min teamleder, at jeg skal have min mobil, så jeg kan bede min mor hente mig kl. 13 "hvorfor det?" spørger hun. "jeg kan ikke mere." "Den tager vi lige med karl -camp ansvarlig- omlidt" "okay?" Svare jeg forbavset. Jeg havde jo fået at vide, at når jeg ville hjem, så skulle jeg bare det.

kl. 9 Karl hiver fat i mig. "Jeg kan forstå du gerne vil hjem, hvorfor det?" Jeg er forundret, irriteret og ked af det over at de ikke ved noget, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. "Jamen, jeg er autist, jeg har brug for at hjem, jeg kan ikke mere. Jeg vil hjem kl 13." "kirsten, kan vi aftale at du kommer hjem lidt senere?" "Det kommer an på, hvor senere er lidt senere" "Kl. 18 ved aftensmads tid?" "Nej. Det kan ikke ladesig gøre." "Kan vi aftale at vi snakkes ved efter middagsmad?" Jeg ved ikke hvorfor, men jeg svarede ja.

Jeg vidste at vi skulle spise kl. 12 så der var jo ca. 2 timer til. Det var 2 meget lange timer. Min mave gjorde ondt, mit hovde dunkede, jeg var svimmel og blev ved med at kigge på klokken. "Bliv nu 12, bliv nu 12, bliv nu 12"
Endelig! Op og hav noget mad! Jeg fik en masse godt pasta og kød. Min mavepine forsvandt og mit hovde fik det bedre. Jeg kiggede efter karl, for nu havde jeg det så godt, at jeg mente jeg kunne føre en ordentlig samtale med ham. Jeg tog dog fejl.
"Hvordan har du det nu?" Jeg er da godt klar over, at han vil have mig til at svare "meget bedre" men det fik han mig ikke til. "Jeg har det som for 2 timer siden." Jeg vil hjem.
jeg brød sammen, midt i spisesalen, jeg kunne ikke mere. Hvorfor lyttede folk ikke, hvorfor kunne folk ikke forstå.
Men jeg kom hjem! Kl. 1! Efter en lang kamp, som jeg aldrig skulle havde været igennem. Og det hele pga. At én mand, ikke kunne vidergive én simpel besked.

Det kunne havde været mig.

Tænk engang. Imorgen starter jeg i skole igen, i 10 klasse. Tænk at jeg allerede har gået i skole, i så mange år. Det føles helt underligt. Noget der føles mere underligt, er at tænke på, at jeg skulle havde sidet på en efterskole lige nu.
Det helt underligt. Ligesiden 7 klasse, har jeg glædet mig til at skulle gå på øseefterskole. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke skal alligevel.
Det havde været det rene marridt, så dårligt som jeg har det, at skulle side på en efterskole lige nu.

Det er mere end bare et kamera, mere end bare et billede

Det mere for mig, end bare en bunke billeder af forkellige ting. For mig er det en bekraftelse om, at jeg ikke lever i en film verden, hvor jeg kun er et par øjne. Det viser mig, at alt omkring mig er ægte og at jeg selv er ægte.
Billder kan jeg tage, beskærer, redigere, så jeg kan vise hvordan jeg ser de forskellige ting. Jeg nyder at redigere billederne, det føles som om at jeg redigere hele mit syn på noget, hvis jeg får det på et billede og sætter nogle nye farver på det.
Mit kamera betyder alverden for mig.

Jeg ville ønske jeg kunne leve af at tage billeder. Nu hvor det er så vigtigt for mig og jeg føler jeg bliver bedre og bedre til det.

Jeg er begyndt også at tage billeder af mennesker.

Skolen starter snart igen.

Jeg gar ikke skrevet i et stykke tid, men der er sket en del. Eller, der er ikke sket, så meget, jeg har bare ikke haft tid.
Min mor kom med en "sjov" sætning sidste dag "så skal jeg snart til kursus, i dig skat"
Jeg ved hvad hun mente, men det lød bare så sjovt og underligt.
Skolen starter om en uge, eller, jeg skal til sådan noget intro noget om en uge, i 10 klasse.
Sådan et par dage hvor vi laver nogle aktiviteter og lære hinanden at kende. Jeg er pænt nervøs, eftersom at vi intet ved om hvad der kommer til at ske. Der kommer til at være rigtig mange mennesker, som jeg slet ikke kender, hvilket hyler mig ud.
For at være ærlig, så er jeg bange for at komme i skole igen. Jeg havde det så dårligt i hele 9. Mest fordi det jo var der det hele startede, med psykiatrien, behandling og alt. min klasse var super dejlig, men jeg havde det jo bare skidt, kunne ikke koncentrere mig ordenligt og gik glip af for meget.
Jeg ønsker ikke at jeg skal gå glip af så meget, af det sociale igen her i 10.
Men jeg er bange for, at jeg ikke kan håndtere alle de nye mennesker og det nye sted jeg skal befinde mig, eftersom at det ikke er så smart bygget efter mit hovde.
Det er en masse små bygninger med et rum i hver, så jeg skal skifte rum hver gang jeg skifter time næsten. Det hylder mig også ud.
Jeg håber på det bedste.