Som en dukke

Ligger i sengen, helt stiv, som en lille dukke. En lille dukke, uden sit eget liv.
Jeg ligger og venter på, at en eller anden skal komme og lege med mig, så jeg kan finde ud af hvad jeg skal.
Hvad skal jeg lave, hvad skal jeg gøre? Jeg ligger, som den lille dukke jeg føler jeg er, i sengen og tænker, tænker på alle de ting jeg har lyst til at lave, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke før en kommer og sætter mig til det.
Jeg vil gerne bage, men jeg kan ikke komme op og hente tingene og gå igang.
Hvorfor passer min eger ikke bedre på mig, hvorfor leger hun aldrig med mig? Hvorfor ligger jeg for ofte, bare i mit lille dukkehus, med alt for mange tanker i mit lille hovde.
Min eger sætter mig hvordan foran et spej, så jeg kan blive fin. Jeg håber min eger har ret, nar hun siger, at jeg ser fin ud, for jeg er usikker på spejlet. Måske lyver det, måske er det jeg ser, ikke det alle andre ser.
Jeg ville ønske at jeg kunne komme ud af min lille dukke krop, eller bare at min eger ville tage mig med flere steder hen, så jeg kunne opleve mere, selvom jeg ikke bryder mig om at komme for langt væk, da jeg er bange for at gå i stykker, eller at min eger taber mig et sted.
Jeg er en lille dukke, som skal passes rigtig meget på, for ellers, så går jeg bare i forfald.