Som om jeg kun er et par øjne

Det føles som om, at jeg ikke er andte end et par øjne. Som om at den krop jeg kalder min, bare er, jeg ved det ikke, noget jeg bare kan se.
Jeg kigger over på byggningerne, men jeg kan kun se "omrids" Som om der ikke er noget inde i dem, der er kun det jeg kan se, der eksistere kun det jeg kan se.
Det føles underligt, især når jeg ved, at det ikke er alle som tænker sådan.
Jeg sider og høre om til fra hele verdenen, eller bare fra andre steder i Danmark, men jeg kan ikke forholde mig til det. For jeg var der ikke, jeg har ikke set det.
Det er som om, at det eneste der eksistere, det er det jeg kan se. Eller det er det eneste der eksistere i min verden.
Jeg hader at se verden sådan her, det virker som om at jeg ikke tænker på andet end mig selv, at jeg bare er ligeglad med at hvad der sker rundt omkring i verden, men det er jeg altså ikke. Jeg kan bare ikke forholde mig til det og jeg hader det.
Jeg ved ikke om der er nogen der forstår hvad jeg mener, eller som måske har det som mig.