Den dag jeg ikke er bange mere.

Jeg gad godt at hoppe ind i hjerne på et andte menneske, for at se hvordan andre tænker og ser verdenen.
Jeg ved jeg tænker anderledes og ser verden på en mere skræmmende måde, end størstedelen af alle andre. Men hvordan? Hvorfor? Jeg ved jeg ser verden anderledes, fordi jeg er autist, men hvorfor er jeg det?
Jeg lever hver dag, med en frygt for den verden vi lever i, og hvad der sker når vi ikke lever mere. Jeg bryder mig ikke om at være her og jeg er bange. Når alting virker så falsk og forkert. Jeg forstår ikke denne verden. Hvorfor vi er her, hvorfor jeg er her. Her er ikke rart. Min mor passer så godt på mig, men hvad gør jeg, når hun ikke er der, til at passe på mig mere? Er jeg blevet mere glad for at være til, til den tid?
Jeg håber at jeg en dag, blivere gladere for at være her og ikke tænker så meget på, hvad der sker med mig, når jeg så en dag ikke er her mere.
Jeg kan ikke forstille mig, ikke at tænke, mindst en gang hver dag, på hvad der sker når min mor dør, når jeg bliver voksen og hvad der sker når jeg selv dør.
For mig er det helt syrealistisk, at der går mennesker rundt, som ikke tænker på det.
Jeg glæder mig til den dag jeg ikke er bange mere, men kommer den?

Jeg har lært mig selv alt.

Jeg har lært mig selv, alt det jeg kan. Jeg ved jeg kan en masse, ihvertfald iforhold til mig diagnose. Det er jeg stolt af! Jeg er stolt af at jeg kan de ting jeg kan, at jeg har et udmærket sprog, udtale og skrive evner.
At forstå folks følelser, at selv at kunne udvise følelser, forstå ironi. Alt det det som folk med min diagnose, for det meste ikke kan, det har jeg lært mig selv. Jeg har fundet mine måder, at tilpasse mig ind i det her samfund.
Jeg har kæmpet røven ud af bukserne, for at sige det som det er, lige siden jeg var helt lille, for at finde ud af og kunne forstå hvorfor folk gør som de gør. Jeg har brugt, og bruger stadig, så lang tid på, at finde ud af hvorfor folk gør og siger, som de gør.
Det er så tit, at jeg slet ikke kan hverken forstå eller følge med, i de ting der sker rundt omkring mig. Men jeg følger bare med flokken og gør bare som dem. Jeg har dog så også lært, at man ikke med alt behøver at følge med flokken. Men det der når folk bare kommer hen og vil sludre lidt hurtigt med mig, selvom det er folk man endeligt ikke snakker så tit med, ja så svare jeg da bare på de der små intet sigende sætninger som. "går det godt?" "hvad laver du fortiden?" "Hvad med din mor?" Alt det der, jamen der har jeg da lært at man bare skal stå og smile og svare.
Så ja, ja jeg kan mere end de fleste med min diagnose, haft svært evd at lære de ting og de ting der kommer naturligt for andre, er ikke kommet det for mig. Jeg har skulle lære alt fra bunden og det err det jeg har gjort.

"Modgang gør dig stærkere" -Nej!

Jeg er træt af at folk siger det til mig, når det ikke passer.
Det er så irriterende at høre på ting som.
"Kom nu kirsten, hvis det ikke går godt, så har du da prøvet."
"Det kan godt være det ikke lykkedes, men så har du da lært noget og du er blevet stærkere af det"
"Husk nu det dig ikke slår dig ihjel, gør dig bare stærkere."
Men det passer altså ikke, eller, det passer ihvertfald ikke på mig. Jeg lider af et handicap, et udviklingshandicap. Det vil altså sige, at det at få knubs, modgang osv. gør mig svagere, ikke stærkere.
En ting er, at folk ikke er klar over det. Det kan jeg overkomme, for så er det jo bare at forklare folk hvordan tingene fungere for mig. Men når folk ikke acceptere det og tror jeg bare prøver at komme nemt udenom tingene, det gør mig bare ked af det.
What dosn't kill you make's you stronger? Ja måske passer det på mennesker, som er normalt udviket, men det er jeg altså ikke.
Hvis noget går galt for mig, om det så er store eller små ting, så går jeg helt ned. Jeg bliver ked af det, bange, frustreret, irriteret og jeg glemmer det ikke! Nogle mennesker siger til mig, at jamen når jeg så ikke er ked af det længere, så kan jeg se tilbage på det, og se hvad jeg har gjort galt. Nej, det kan jeg ikke, jeg ser på det som en fiasko oplevelse. Det værste er, når folk tvingere mig til ting, jeg ved jeg ikke kan. Hvis der er noget jeg ikke kan, kan jeg heller ikke bare lære det. Det skal folk lære at forstå og acceptere. jeg er udviklingshæmmet og kan ikke bare gøre alt det, som alle andre kan.
Og i skulle vide hvor meget jeg ville ønske jeg kunne.

Det blir for amrikansk

Jeg er træt af alt det der, tænd et lys, like hvis osv. lort på facebook. Det handler denne vide om

Som en dukke

Ligger i sengen, helt stiv, som en lille dukke. En lille dukke, uden sit eget liv.
Jeg ligger og venter på, at en eller anden skal komme og lege med mig, så jeg kan finde ud af hvad jeg skal.
Hvad skal jeg lave, hvad skal jeg gøre? Jeg ligger, som den lille dukke jeg føler jeg er, i sengen og tænker, tænker på alle de ting jeg har lyst til at lave, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke før en kommer og sætter mig til det.
Jeg vil gerne bage, men jeg kan ikke komme op og hente tingene og gå igang.
Hvorfor passer min eger ikke bedre på mig, hvorfor leger hun aldrig med mig? Hvorfor ligger jeg for ofte, bare i mit lille dukkehus, med alt for mange tanker i mit lille hovde.
Min eger sætter mig hvordan foran et spej, så jeg kan blive fin. Jeg håber min eger har ret, nar hun siger, at jeg ser fin ud, for jeg er usikker på spejlet. Måske lyver det, måske er det jeg ser, ikke det alle andre ser.
Jeg ville ønske at jeg kunne komme ud af min lille dukke krop, eller bare at min eger ville tage mig med flere steder hen, så jeg kunne opleve mere, selvom jeg ikke bryder mig om at komme for langt væk, da jeg er bange for at gå i stykker, eller at min eger taber mig et sted.
Jeg er en lille dukke, som skal passes rigtig meget på, for ellers, så går jeg bare i forfald.

Et liv af plastic.

Et liv af plastik, et liv hvor alt virker falskt, et liv, hvor jeg ikke tror jeg eksistere rigtigt, et liv som en lille dukke. En lille dukke, som aldrig vokser op.
Jeg er så lille, så lille og skrøbelig. Jeg har brug for hjælp, jeg har brug for en til at fortælle min eger, at hun skal passe bedre på mig, ellers så mister hun mig måske.
Jeg har aldrig været super godt passet på, men min egers mor har gjordt meget for mig, hun har holdt mig ved lige og leget med mig.
Jeg er glad for at mit dukke hus er stort, så føler jeg mig ikke så fanget, som jeg har gjort før.
Jeg er glad for, at jeg har flere til at passe på mig nu, som opfylder mine behov.
Mange har revet mine små dukke dele fra hinanden, hvor der så er andre der er kommet og samlet mig igen. Lige nu, mangler jeg stadig nogle små dele, men der bliver arbejdet på at samle mig, så jeg kan fungere optimalt.
Jeg er lille, jeg er en dukke, jeg er lavet af plastic, men jeg har stadig brug for beskyttelse og kærlighed.

GLASKLOKKEN.

Tænk at skrive sin egen bog som barn/teenager. Det kunne jeg godt tænke mig, tror det ville være så stort, det ville det ihvertfald være for mig.
Jeg skal til at læse en bog, som hedder GLASKLOKKEN, som er skrevet af en teenager med asperger.
Jeg glæder mig til at komme igang med at læse den, eftersom at da jeg læste bare det lille stykke bag på, der kunne jeg genkende mange ting og jeg synes den lyder rigtig interessant.
Så når jeg har læst lidt i den, eller læst den færdig først måske, så laver jeg et nyt indlæg omkring den bog og hvad jeg synes.

Jeg vil bruge det til noget.

Der er ikke meget, som jeg tror på og ved jeg er god til. Der er ikke mange ting, som jeg tror på jeg kan finde ud af. Men en ting er, at formulere mig og det vil jeg bruge det til noget. Jeg vil gerne kunne fortælle folk en masse ting, om det at have et handicap, som hedder autisme.
Elller fortælle folk om andre ting, jeg ved ikke hvad. Det eneste jeg ved, det er at jeg er god til at sætte ord på ting, til at formulere mig.
Jeg har tit fået at vide, at det er en god ting at kunne. Jeg har aldrig tænkt vidre over det, men det vil jeg til at gøre nu, jeg vil til at finde ud af hvordan jeg kan bruge det til noget.
Jeg ønsker lidt, at kunne stå foran en masse mennesker (voksne gerne) og fortælle om det, at være som jeg er. At lide af autisme, at se verdenen som jeg ser den, at fortælle dem hvad de kan gøre bedre. Systemerne kører langsomt, dårligt og for mange inde for phsykiatrien, er bare ikke gode nok til det de laver.
Nu er jeg ikke phsykisk syg, men har et handicap. Men eftersom at jeg har været i det system i et år, ved jeg desværre hvor dårligt det er.

Som om jeg kun er et par øjne

Det føles som om, at jeg ikke er andte end et par øjne. Som om at den krop jeg kalder min, bare er, jeg ved det ikke, noget jeg bare kan se.
Jeg kigger over på byggningerne, men jeg kan kun se "omrids" Som om der ikke er noget inde i dem, der er kun det jeg kan se, der eksistere kun det jeg kan se.
Det føles underligt, især når jeg ved, at det ikke er alle som tænker sådan.
Jeg sider og høre om til fra hele verdenen, eller bare fra andre steder i Danmark, men jeg kan ikke forholde mig til det. For jeg var der ikke, jeg har ikke set det.
Det er som om, at det eneste der eksistere, det er det jeg kan se. Eller det er det eneste der eksistere i min verden.
Jeg hader at se verden sådan her, det virker som om at jeg ikke tænker på andet end mig selv, at jeg bare er ligeglad med at hvad der sker rundt omkring i verden, men det er jeg altså ikke. Jeg kan bare ikke forholde mig til det og jeg hader det.
Jeg ved ikke om der er nogen der forstår hvad jeg mener, eller som måske har det som mig.

Man burde kunne gøre det bedre som professionel.

Hvor ville jeg gerne tvære ind i min kontakt persons hovde, hvor meget hun tog fejl. Stå og råbe alle de latterlige ting hun lukkede ud, lige op i ansigtet på hende!
Det er nu 11 måneder siden, at jeg var indlagt på augustenborg psykiatriske ungdomsafdeling.
Jeg prøvede, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at få dem til at forstå. Jeg græd, jeg råbte, brugte fine ord. Men alligevel blev jeg udskrevet, efter en uge med sætningen, "du er bare lidt ked af det"
Undskyld hvad er jeg? Er jeg bare lidt ked af det?
Jeg var på renden til selvmord, jeg kunne næsten ikke bevæge mig ud for en dør i ren rædsel for omverdnen, jeg græd hver dag. Og deres konklution var, at jeg bare var lidt ked af det.

Nej jeg var ikke bare ked af det. Jeg led af depression, angts og har lige fået min dianose autisme.
Der er altså ubeskriveligt meget forskel, på det jeg rigtig fejler og det, som de såkaldte professionelle satte mig til.

Så kunne det være at jeg nu kunne side og sige. "det kan jo ske, at selv de bedste kan fejlbedømme" men nej, ikke så meget og ikke så mange. Min søster blev også gruligt fejlbedømt der ude, og synes lige i skal høre hvad der skete den ene gang.
Min søster led af grov angst for alt på det tidspunkt og noget der var rigtig slemt, var frygten for at ringe til nogen. Det fortalte hun jo så selvfølgeligt psykologen der ude, som afsluttede deres samtale med. "du ringer bare hvis der er noget" Øh? Hørte du efter?

Jeg har også hørt om mange andre og kender andre, der også er blevet fejlbedømt der ude og synes det er for dårligt. Jeg måtte til kolding, før der var nogen som lyttede, tog mig alvorligt og rent faktisk fandt ud af, hvad jeg alt fejlede, samt hvor dårligt jeg havde/har det. Det er jeg evigt taknemmelig for, de ved hvad de laver i kolding og er dygtige, det var og er Augustenborg ikke og glæder mig til at de får det at vide, så der måske kan komme nogen derud, som har mere styr på det de laver. Måske er alt dette meget grovt sagt, men måtte ud med det.

Starten på min nye blog.

Det er længe siden jeg har blogget, men det er ikke det jeg vil skrive om. Jeg vil skrive om, at jeg starter igen, hvad jeg vil skrive om og hvorfor og hvorfor jeg er tilbage. Jeg har kæmpet. I 16 lange år. Følt mig anderledes, udenfor, underlig, ligegyldig. Nu ved jeg endelig hvorfor. Efter et års kamp her tilsidst, fik jeg en dianose. Autist. Jeg forstår langt om længe, hvorfor jeg ikke kunne alt hvad alle andre kunne, hvorfor jeg altid svarede og forstod altid så anderledes. Det er fordi jeg har et handicap. Nej jeg sidder ikke i kørestol, mangler en arm, eller noget andet man kan se. Men min hjerne tænker og fungere til tider, langt anderledes, end flertallets gør. Måske kan tingene langt om længe blive nemmere nu? Måske får jeg rent faktisk, den hjælp jeg har brug for. Alle de skole år, hvor jeg nærmest er blevet gjort tilgrin, af selv lærene, bare fordi jeg ikke kunne det mest simple matematik, eller havde de underligste spørgsmål ting ting i dansk. Normalt kan man opdage autisme hos folk, allerede i 2-3 års alderen, så det at jeg har kunne "skjule" det, i hele 16 år, er ret "fantastisk" sagde min psykolog. Jeg ville gerne kunne forklare jer, som læser dette, hvordan min hjerne fungere. Det er svært, men jeg vil gerne prøve. Først vil jeg sige, at autister er lige så forskellige fra person til person, som alle "normale" mennesker er. Okay lad mig prøve. Min hjerne tænker neget logisk, hvis man kan sige det sådan, Så eks. Religion har jeg svært ved at deltage i, eftersom at der ingen beviser er for noget af det. Min hjerne i matematik, fungere sådan at jeg tror alt skal fungere inde i mit hovde, da mellemregningere er for lange og svære, så det er "logisk" at der burde være en nemmere måde at løse det på, eller det er jo så det jeg tror. Det der med at tænke logisk, går ikke kun udover min skolegang, men hele min levetilstand. Hverdag tænker jeg på, at jeg bliver ældre, bliver voksen, skal stifte familie, få et arbejde osv. Men hvorfor? Jeg har en familie? Jeg har det godt her. Alt hvad jeg holder af, mister jeg alligevel på et tidspunkt. Min familie dør, jeg dør selv. Hvad er jeg sat her for, jeg dør jo alligev el bare på et tidspunkt, og hvad sker der så? Bliver man så bare genfødt? Er der rent faktisk en himmel og et helved? At tænke de mørke tanker ca. En gang om dagen, det er ekstremt hårdt og tageer mange af mine krafter. Noget andet der også tager mange af mine kræfter, det er at være sammen med andre mennesker. Største delen af jer der læser dette (håber da nogen stadig følger med) snakker emd folk, bare sådan. De siger noget, i svare, ja, sådan køre det bare, Men jeg skal analysere alt. så det her er sådan jeg tænker, når jeg har en samtale. "okay nu snakker jeg med hende, hun smiler, hun er nok glad.... Okay hun har lige været sammen med sin kæreste, fint jamen så siger jeg da lige at det lyder godt..... Nå de havde lige en alvorlig samtale, okay nu skal jeg lige...." Jeg håber det bare er nogenlunde lidt til at forstå. Kort sagt. Jeg tænker over hver ting jeg gør og siger. Så nu har jeg skrevet lidt om hvordan jeg fungere. Nu til grunden til hvorfor jeg starter her igen. Jeg starter igen, fordi jeg nu føler, at det er legalt at jeg har en anderledes tilgang/tankegang til tingene. Så når jeg fremover skriver nogle blogs (som jeg håber jeg kommer til) Hvor de fleste nok vil tænke. "Ej sådan kan man ikke skrive" "Det der mener du vel ikke " Eller hvad nu end, altså kort sagt. Synes min mening er forkert/underlig. Så håber jeg at i måske nu, kan acceptere den lidt bedre måske. Fordi jeg bare er anderledes, jeg tænker bare anderledes, sådan er dert bare, det kan jeg ikke gøre for. Som sidste til, så hvis der er nogen af jer der tænker, "jamen hvorfor blogge, når du selv tror at folk måske ikke vil kunne acceptere din mening, det er da dumt" Jeg vil blogge igen, fordi jeg har brug for at komme ud med mine egne tanker om forksellige ting, og nu hvor jeg har fortalt jer alt dette, håber jeg at i måske vil forstå bare lidt, hvorfor jeg måske kan være lidt mere konkret og fast i nogle af mine blogs. Jeg er ikke en følelsesløs person, eller en der ikke tænker vidre over tingene, tænker meget over tingene, tænker bare anderledes en flertallet og forhåbentligt kan nogen herinde måske finde det interessant. Spørgsmål, så skriver i bare.