Flere muligheder i København.

Nogle gange, så ville jeg bare gerne smide det hele på gulvet. Bare sige "fuck det" og flytte til Købehavn.
Der er så mange flere muligheder for autister som mig i København, end der er her i Sønderborg. Her er ingen ting. Der er ingen særlige skoler, et tilbud om et sted med andre autister i fritiden, Der er 4 skoler, hvor jeg måske kan få en plads, hvor der er andre med autisme, men det er ikke engang sikkert. Jeg kan ikke komme nogle steder hen, som ikke er en del af kommunen, fordi det ville koste for mange penge.
Jeg har bare brug for, at der er tilbud til mig, inde for skole, fritid, arbejde. Jeg har brug for at der er et system, som kan tage hånd om mig. Den eneste som rigtig hjælper mig, så meget som det nu er muligt hun kan, det er min mor. Hun har jo bare ingen erfaring inde for mit handicap, og det er jo det jeg har brug for. JEg har brug for noget hjælp til hvad jeg skal gøre, og hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg er så vred på dig!

Jeg er så vred på dig!, så vred har jeg aldrig været før. Du har irriteret mig mange gange, gjort mig tur så tit, skuffet mig til utallige tider. Men er min grænse mondt nået nu? Er du gået for langt denne gang?
Jeg er vred, indebrandt, sur, skuffet og ked af det. Jeg kan ikke sige jeg hader dig, for det tror jeg ikke jeg kan. Men gider jeg være i nærheden af dig? Nej, gider jeg at du kontakter mig? Nej. Jeg er så træt af dig lige nu, at jeg bare vil have dig til, at holde dig væk fra mig i et godt stykke tid.
Du virker så ligeglad med alt hvad der er med mig, som om jeg ikke betyder noget for dig. Du hjælper aldrig til, til er aldrig interasseret i at høre om hvordan det går. Sidst var en golfturing vigtigere end mig. Men værst af alt. Du kan ikke gøre noget for mig, fordi dit had til min mor er for stor, til at når hun spørger dig om hjælp, så mener du bare det er fordi, at du skal gøre noget for hende!?
Kunne det være det betød noget for mig at få lidt lommepenge, nu hvor det ikke er muligt for mig at få et job, og det heller ikke er muligt for mor? Kunne det være, at jeg ville blive glad for, at du tog til et gratis kursus, for at lære mere om autisme? Kunne det være, at det kunne være godt for mig, at du bare kom her hjem en gang imellem, nu hvor jeg ikke er så glad for at komme så meget ud af huset og ikke er så glad for mange mennesker på en gang.
Det kunne være rart, hvis du bare, bare, bare var en far jeg kunne være stolt af.

Sabbat år.

Det så underligt at tænke på. Et helt år, helt uden skole.
Ikke at skulle stå op kl. 07:00 For at side og bruge overdrevet mange krafter i skolen. hvor krafterne ikke engang bliver brugt på skolen i sig selv, men på ligegyldige ting, som at passe ind.
Jeg er så lykkelig for ikke at skulle tilbage til 10. Klasse. At jeg får tiden til at slappe af og lære om mig selv. Til foråret næste år, skal jeg måske i praktik, det glæder jeg mig til at prøve. Jeg ved ikke hvornår præcist, eller hvor.
Næste skole år, skal jeg gå på en skole, hvor jeg skal få det meget nemmere, end på normale skoler.
Jeg skal skrive en form for ansøgning. Det er en ren beskrivelse af ig selv nærmest, hvor de ud fra det skal se hvor jeg passer bedst ind.

Tænk at der er gået et helt år.

Et helt år. Med indlæggelse, psykologer, test's, prøver, medicin og meget mere. Et helt år og her står jeg med svaret. Det tog 11 måneder, før nogen kunne give mig svaret, fortælle mig hvad der er galt. Idag er det et år siden jeg blev indlagt, som var den størstefejl nogen sinde. Jeg blev udskrevet efter en uge, med sætningen. "Du er bare lidt ked af det" Og her står jeg så, et år senere, med en diagnose.
Det er så underligt at tænke på.
Jeg tænker meget her for tiden, på alt bare. Nu hvor jeg ikke går i skole, går det meste af tiden jo bare med at tænke.
Har allerede været væk fra skole i en hel uge. Jeg håber virkelig de finder en ny, for jeg vil ikke talbage, efter så lang tid, hvor jeg har mistet starten af året.
Vil også bare gerne et sted hen, hvor jeg ikke behøver særbehandling, men min behandling er den samme som de fleste andres.

Billeder af min veninde.

Var ude at tage billeder, af min søde veninde Rikke igår. Jeg synes selv nogle af dem blev ret gode, så nu vil jeg lige sætte dem her inde.

Ingen skole.

Nogen ville sige "Fedt du bare sådan får fri i en uge!" Men jeg får jo ikke bare sådan fri? Jeg går ikke i skole i denne uge, fordi kommunen forsøger at finde en ny skole til mig, en skole for autister. Men det bliver svært. De Fleste af den slags skoler, er enten efterskoler, eller har ikke et niveu, som er højt nok til mig.
Det er ikke rart bare at rende rundt her hjemme og stå standby. Jeg håber sådan de finder en skole, hvor jeg kan passe "bedre" ind og hvor de har bedre undervisningsmetoder og tilbud, som passer mere til mig.
Det kunne også være rigtig rart, at være inærheden, af mennesker, der har det ligesom mig.
Jeg har ikke så meget at lave her hjemme, jeg er ret så restløs, da jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg skal give mig til. Jeg laver ikke rigtig andet end at skrive, se tv, spille og sådan.
Jeg ved godt jeg måske bare kunne løfte min federøv og foretage mig noget, men der er ikke noget jeg har lyst til.
Jeg håber bare de har et sted til mig.

En alt for lang kamp, pga. ingenting.

Jepjep, så skulle man på "rystesammen camp" med skolen. 3 dage, med masser af mennesker, larm og leg. Min mor havde informeret vores rektor, om alt. Men lykkedes det ham at lytte, nope.
Jeg SKULLE med til denne her camp, fordi jeg selv ville. Jeg vidste godt at jeg ikke kunne holde til 3 dage, med så mange mennesker og så meget gang i den. Det kan mit hovde slet ikke klare. Men jeg ville møde menneskerne, alle de søde drenge og piger. Og jeg kunne jo bare komme hjem, jeg skulle jo bare sige til når jeg ikke kunne mere.
Vi startede mandag, kl. 9 om morgnen. Og vi var først førdige kl. 22 og tro mig, vi lavede noget, hele tiden!
Jeg var ikke så meget for det vi lavede, da de ikke gav nogen mening for mig, musikken var for høj, det var for meget råben og vores teamleder, var jeg heller ikke så megete for, da hun var aaaalt for munter for min smag.
Men de andre elever var så søde. Og det var jo de jeg kom for, for at møde søde mennesker. Det lykkedes!
Men glæden var desværre kort. For nu følger vi lige min tirsdag, som ikke lige gik som planlagt.

kl. 7 Jeg vågner og bestemmer mig for, at idag skal jeg hjem. Dagen for inden havde været meget lang og jeg kunne på ingenmåde forvente af mig selv, at jeg ville kunne holde til så meget igen.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle hjem kl. 13 da det hverken var for tidligt eller forsent.

kl. 9.30 siger jeg til min teamleder, at jeg skal have min mobil, så jeg kan bede min mor hente mig kl. 13 "hvorfor det?" spørger hun. "jeg kan ikke mere." "Den tager vi lige med karl -camp ansvarlig- omlidt" "okay?" Svare jeg forbavset. Jeg havde jo fået at vide, at når jeg ville hjem, så skulle jeg bare det.

kl. 9 Karl hiver fat i mig. "Jeg kan forstå du gerne vil hjem, hvorfor det?" Jeg er forundret, irriteret og ked af det over at de ikke ved noget, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. "Jamen, jeg er autist, jeg har brug for at hjem, jeg kan ikke mere. Jeg vil hjem kl 13." "kirsten, kan vi aftale at du kommer hjem lidt senere?" "Det kommer an på, hvor senere er lidt senere" "Kl. 18 ved aftensmads tid?" "Nej. Det kan ikke ladesig gøre." "Kan vi aftale at vi snakkes ved efter middagsmad?" Jeg ved ikke hvorfor, men jeg svarede ja.

Jeg vidste at vi skulle spise kl. 12 så der var jo ca. 2 timer til. Det var 2 meget lange timer. Min mave gjorde ondt, mit hovde dunkede, jeg var svimmel og blev ved med at kigge på klokken. "Bliv nu 12, bliv nu 12, bliv nu 12"
Endelig! Op og hav noget mad! Jeg fik en masse godt pasta og kød. Min mavepine forsvandt og mit hovde fik det bedre. Jeg kiggede efter karl, for nu havde jeg det så godt, at jeg mente jeg kunne føre en ordentlig samtale med ham. Jeg tog dog fejl.
"Hvordan har du det nu?" Jeg er da godt klar over, at han vil have mig til at svare "meget bedre" men det fik han mig ikke til. "Jeg har det som for 2 timer siden." Jeg vil hjem.
jeg brød sammen, midt i spisesalen, jeg kunne ikke mere. Hvorfor lyttede folk ikke, hvorfor kunne folk ikke forstå.
Men jeg kom hjem! Kl. 1! Efter en lang kamp, som jeg aldrig skulle havde været igennem. Og det hele pga. At én mand, ikke kunne vidergive én simpel besked.