Jeg er så vred på dig!

Jeg er så vred på dig!, så vred har jeg aldrig været før. Du har irriteret mig mange gange, gjort mig tur så tit, skuffet mig til utallige tider. Men er min grænse mondt nået nu? Er du gået for langt denne gang?
Jeg er vred, indebrandt, sur, skuffet og ked af det. Jeg kan ikke sige jeg hader dig, for det tror jeg ikke jeg kan. Men gider jeg være i nærheden af dig? Nej, gider jeg at du kontakter mig? Nej. Jeg er så træt af dig lige nu, at jeg bare vil have dig til, at holde dig væk fra mig i et godt stykke tid.
Du virker så ligeglad med alt hvad der er med mig, som om jeg ikke betyder noget for dig. Du hjælper aldrig til, til er aldrig interasseret i at høre om hvordan det går. Sidst var en golfturing vigtigere end mig. Men værst af alt. Du kan ikke gøre noget for mig, fordi dit had til min mor er for stor, til at når hun spørger dig om hjælp, så mener du bare det er fordi, at du skal gøre noget for hende!?
Kunne det være det betød noget for mig at få lidt lommepenge, nu hvor det ikke er muligt for mig at få et job, og det heller ikke er muligt for mor? Kunne det være, at jeg ville blive glad for, at du tog til et gratis kursus, for at lære mere om autisme? Kunne det være, at det kunne være godt for mig, at du bare kom her hjem en gang imellem, nu hvor jeg ikke er så glad for at komme så meget ud af huset og ikke er så glad for mange mennesker på en gang.
Det kunne være rart, hvis du bare, bare, bare var en far jeg kunne være stolt af.