Jepjep, så skulle man på "rystesammen camp" med skolen. 3 dage, med masser af mennesker, larm og leg. Min mor havde informeret vores rektor, om alt. Men lykkedes det ham at lytte, nope.
Jeg SKULLE med til denne her camp, fordi jeg selv ville. Jeg vidste godt at jeg ikke kunne holde til 3 dage, med så mange mennesker og så meget gang i den. Det kan mit hovde slet ikke klare. Men jeg ville møde menneskerne, alle de søde drenge og piger. Og jeg kunne jo bare komme hjem, jeg skulle jo bare sige til når jeg ikke kunne mere.
Vi startede mandag, kl. 9 om morgnen. Og vi var først førdige kl. 22 og tro mig, vi lavede noget, hele tiden!
Jeg var ikke så meget for det vi lavede, da de ikke gav nogen mening for mig, musikken var for høj, det var for meget råben og vores teamleder, var jeg heller ikke så megete for, da hun var aaaalt for munter for min smag.
Men de andre elever var så søde. Og det var jo de jeg kom for, for at møde søde mennesker. Det lykkedes!
Men glæden var desværre kort. For nu følger vi lige min tirsdag, som ikke lige gik som planlagt.
kl. 7 Jeg vågner og bestemmer mig for, at idag skal jeg hjem. Dagen for inden havde været meget lang og jeg kunne på ingenmåde forvente af mig selv, at jeg ville kunne holde til så meget igen.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle hjem kl. 13 da det hverken var for tidligt eller forsent.
kl. 9.30 siger jeg til min teamleder, at jeg skal have min mobil, så jeg kan bede min mor hente mig kl. 13 "hvorfor det?" spørger hun. "jeg kan ikke mere." "Den tager vi lige med karl -camp ansvarlig- omlidt" "okay?" Svare jeg forbavset. Jeg havde jo fået at vide, at når jeg ville hjem, så skulle jeg bare det.
kl. 9 Karl hiver fat i mig. "Jeg kan forstå du gerne vil hjem, hvorfor det?" Jeg er forundret, irriteret og ked af det over at de ikke ved noget, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. "Jamen, jeg er autist, jeg har brug for at hjem, jeg kan ikke mere. Jeg vil hjem kl 13." "kirsten, kan vi aftale at du kommer hjem lidt senere?" "Det kommer an på, hvor senere er lidt senere" "Kl. 18 ved aftensmads tid?" "Nej. Det kan ikke ladesig gøre." "Kan vi aftale at vi snakkes ved efter middagsmad?" Jeg ved ikke hvorfor, men jeg svarede ja.
Jeg vidste at vi skulle spise kl. 12 så der var jo ca. 2 timer til. Det var 2 meget lange timer. Min mave gjorde ondt, mit hovde dunkede, jeg var svimmel og blev ved med at kigge på klokken. "Bliv nu 12, bliv nu 12, bliv nu 12"
Endelig! Op og hav noget mad! Jeg fik en masse godt pasta og kød. Min mavepine forsvandt og mit hovde fik det bedre. Jeg kiggede efter karl, for nu havde jeg det så godt, at jeg mente jeg kunne føre en ordentlig samtale med ham. Jeg tog dog fejl.
"Hvordan har du det nu?" Jeg er da godt klar over, at han vil have mig til at svare "meget bedre" men det fik han mig ikke til. "Jeg har det som for 2 timer siden." Jeg vil hjem.
jeg brød sammen, midt i spisesalen, jeg kunne ikke mere. Hvorfor lyttede folk ikke, hvorfor kunne folk ikke forstå.
Men jeg kom hjem! Kl. 1! Efter en lang kamp, som jeg aldrig skulle havde været igennem. Og det hele pga. At én mand, ikke kunne vidergive én simpel besked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar